Udtagelse af hold til EM for narkohunde

Redaktør af F.T.Spaniel & Jæger og tidligere af Jagtretrieveren Ole Geert Dam, har givet mig lov til at referere fra hans nyhedsside, skrevet 9. februar 2012:

Igår onsdag, var jeg i Sønderjylland, nærmere bestemt i Søgårdlejren, som er et militært område kun ca. 15 km nord for den tyske grænse.
Her afholdt Told & Skat en udtagelseskonkurrence med henblik på, at finde de 2 bedste narkohunde(indenfor Told & Skat) som skal repræsentere Danmark ved Europamesterskabet, som afholdes i juni i Østrig.

Udtagelseskonkurrencen forløb over 2 dage, hvor jeg var tilstede på sidstedagen, og det var meget spændende at følge. Konkurrencemomenterne var på forhånd fastlagt sådan, at de fulgte de regler omkring afprøvninger og pointgivning der er på selve europamesterskabet. Der var forskellige lydighedskonkurrencer og 5 forskellige former for søg efter narko. De 5 forskellige søg bestod af lastbilsøg, personvognssøg, rumsøg, kuffertsøg og personsøg.

Der blev givet point efter hver konkurrencemoment. De enkelte konkurrencemomenter viste virkelig, hvor stor alsidighed der forlanges af de bedste narkohunde, og standarden, især på søgemomenterne, var imponerende. Kl. 15.30 i går kunne spændingen så udløses og suveræn vinder blev en næsten ny hundefører fra Aarhus, Kathrine med hendes Labradorhan, Fleetwood Basil. Parret viste imponerende format i alle konkurrencer. Såvidt Ole.

Opdrætteren af BASIL Bjarne Maar parrede for 2 år siden sin tæve Fleetwood Joy med min hanhund Gameflight GOSS. Og Bjarne skriver:

Basils udvikling er gået over stok og sten, og han er for længst godkendt som Narkohund. Hvad der er endnu mere imponerende er, at han og Kathrine for nylig satte flere garvede narkohundeførere til vægs ved suverænt at vinde det uofficielle mesterskab for Told og Skats narkohunde.

Balbirnie vil følge Basil ved europamesterskabet i Østrig.